Uanset om der er tale om en weekendbrunch eller morgenmadstallerken på en hverdag, så er der bare noget rart, overskudsagtigt og selvforkælende over at spise sin morgenmad på en cafe eller restaurant. Derfor får du herunder to skønne steder i Aarhus, som serverer en fabelagtig brunch.

Økologisk og moderne brunch

På Nørregade bor en bager… Ej, det er ikke emnet i dag. MEN, der findes et fantastisk sted at spise brunch på Nørregade. Stedet hedder Cafe Kaffegal, og har fokus på alt inden for økologi, fairtrade, dyrevelfærd og bæredygtighed. Med andre ord kan du spise dig propfuld og til du revner uden dårlig samvittighed! Det betyder så også, at du er nødt til at bestille bord i forvejen, da Cafeen er meget opmærksom på madspild. For at uddybe laver de brunchbuffeten ud fra antallet af bordreservationer, da de har tanke på at minimere madspild. Så har du ikke  reserveret inden, kan du risikere, at der ikke er så meget, som du havde håbet på – i hvert fald ikke hvis du vælger brunchbuffet. Dog er der også andre lækre alternativer som morgenmadstallerken og brunchtallerken fra 59 DKK.

Luksuriøs brunch

Er du en af dem, som ikke spiser ude så tit, men spiser godt når du endelig gør det, så er Det Glade Vid lige noget for dig. Her kan du nemlig spise dig mæt i brunch, som er lidt ud over det sædvanlige. Hver søndag serverer restauranten en lækker brunchbuffet, som kan nydes med udsigt over lystbådehavnen i Aarhus – bedre location findes ikke!  Her kan du vælge mellem alt lige fra youghurt og frugt, til laks med rævesovs, kalveskank og hjemmebagte kager. Så har du i sandhed lyst til at forkæle dig selv, så bør du tage ind på Det Glade Vid!

Er du vild med brunch, kan du her finde inspiration til tilbehør og andet godt til din næste brunch.