En squashkage er ikke bare en squashkage. Den er lækker, den er krydret og så er den ikke mindst svampet. Netop disse tre statements medvirker til, at man aldrig bliver træt af kagen. Ikke mindst fordi tilbehøret er lige så lækkert og velsmagende som selve kagen. Creamcheesefrosting smelter på tungen, og den står i rigtig god kontrast til de krydrede elementer i kagen. Der er dermed ikke andet at sige end: sæt i gang og forkæl dine smagsløg!

Squashkage med creamcheesefrosting

Ingredienser:

450 g squash, groft revet
300 g brun farin
4 æg
275 g mel
3 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk salt
1 knivspids stødt muskatnød
1 knivspids stødt nellike
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
Revet skal af 1 øko citron (for at undgå sprøjtemidler!)
75 g grofthakkede valnødder
40 g dadler uden sten

Creamcheesefrosting
600 g flormelis
100 g usaltet smør, stuetemperatur
250 g creamcheese, koldt
Kokosmel efter smag og behag

Sådan fremtryller du en lækker squashkage

  • Forvarm ovnen på 185 °C.
  • Riv squash og stil til side.
  • Pisk æg og brun farin sammen med en elpisker, så længe du orker – eller stil det til at piske ved høj hastighed i en røremaskine (det sparer dig også for tid og besvær)
  • Mens røremaskinen pisker blandes alle de tørre ingredienser: Mel, krydderier, vaniljesukker, bagepulver osv. Melblandingen vendes i æggemassen.
  • Tilsæt herefter revet squash, citronskal og valnødder.
  • Hak dadlerne fint (eller giv dem en tur i en foodprocessor) og tilsæt dem til dejen.
  • Rør dejen ensartet, og hæld den i en smurt springform.
  • Bag kagen midt i ovnen i ca. 25-30 minutter, til kagen netop er gennembagt. HUSK at alle ovne er forskellige, så tjek til din kage med jævne mellemrum – måske den skal have mindre eller mere tid, end jeg har angivet.
  • Lad kagen køle helt af.

Frosting

  • Pisk flormelis og sukker sammen i en røremaskine ved medium/langsom hastighed indtil blandingen er ensartet.
  • Tilsæt al creamcheese på én gang og pisk indtil det er fuldstændig homogent.
  • Skru op på høj hastighed og pisk indtil frostingen er lys og luftig, ca. 5 minutter – pas dog på ikke at piske for længe, da frostingen hurtigt kan blive flydende hvis den bliver for gennempisket.
  • Vend kokos i frostingen, en lille håndfuld ad gangen, indtil du er tilfreds.

Som du nok har bemærket er der yderst meget creamcheesefrosting, og det er med vilje! For det er meningen, at du skal dele kagen i to, og derimellem smøre et lag frosting. Dernæst skal du samle den og smøre resten af cremen rundt på hele kagen. Slutteligt er det blot at servere.

Velbekomme.

0 0 vote
Article Rating