Du har sikkert hørt i krogene, at glutenfri kage og generelt glutenfrit bagværk er noget tørt og kedeligt noget. Hvis du har hørt det, så har din kilde ikke været særlig pålidelig. For glutenfrit bagværk bliver kun tørt og kedeligt (som alt andet bagværk), hvis ikke man er opmærksom på fremgangsmåden og ingredienserne. Det er som alle andre opskrifter blot vigtigt at følge opskriften, for så får man et ganske lækkert bagværk ud af det.

Jeg kender flere allergikere, og prøver mig derfor hele tiden frem med nye opskrifter. Det gælder også glutenfri kage, da de og jeg elsker sødt bagværk! Det kan dog godt til tider være lidt af en udfordring, da glutenfrie kager godt kan have tendens til at smuldre. Men, det lover jeg, at denne kage ikke gør! Denne opskrift er nemlig fra gladudengluten.dk, som altid har mange lækre sager på programmet!

Glutenfri kage med marcipan og jordbær

Ingredienser: 1 kage

300 gram marcipan (Jeg brugte Odense Marcipan)
2 æggeblommer
3 æggehvider
2 spsk. citronskal
1 spsk. citronsaft

100 gram hvid chokolade
1/4 liter piskefløde
2 tsk. vanillesukker
Friske bær, f.eks. jordbær

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 170 grader.
  2. Riv marcipanen groft på et rivejern, og del æggene – to blommer skal ned i skålen med marcipan, og tre hvider skal i en separat skål.
  3. Pisk marcipanen sammen med æggeblommerne, samt citronskal og citronsaft.
  4. Pisk hviderne stive, og vend dem i marcipanblandingen. Det kan være lidt svært at få hviderne arbejdet ordentligt ind i marcipanen, men bare bliv ved!
  5. Klip et stykke bagepapir ud i samme størrelse som bunden på en springform på 22 cm, og smør siderne. Hæld dejen i formen, og bag den midt i ovnen i 25 minutter. Når man stikker i den, må der ikke hænge noget fast, og den skal være fint gylden på toppen.
  6. Lad bunden køle helt af, smelt den hvide chokolade og pensl den på den kolde bund. Sæt bunden i køleskabet og lad chokoladen størkne.
  7. Pisk fløden stiv (men ikke for meget!) sammen med vanillesukker. Fordel flødeskum ovenpå kagen, og pynt med friske jordbær.

Velbekomme. Du vil slet ikke kunne smage, at det er en glutenfri kage. Det garanterer jeg. Hvis du oven i købet er blevet fristet til at lave andre glutenfrie kager, kan du kigge her. På denne hjemmeside, har de en masse tips og ideer til lækre glutenfrie kager.