Selvom vejret ikke er helt med os endnu, må man gerne tage glæden på forskud. For på kalenderen står der officielt sommer, ergo er det mere end tilladt at gå i krig med at lave søde, sommerlige kager. Man kan aldrig få nok af kager – specielt ikke, når de indeholder gode danske råvarer som jordbær, hindbær og hyldeblomst. Det giver en helt anden smag og friskhed i kager, hvilket jeg er helt vild med. Derfor giver jeg her et bud på to sommerlige kager, som man bliver nødt til at få smagt et par gange i løbet af sommeren.

Islagkage med cookiebund og jordbær-banan is

Jeg elsker is! Dog gør det mig ikke noget, hvis den tunge fløde kan piftes op med friske råvarer. Det har jeg forsøgt mig med her, hvilket er endt i et hamrende lækkert resultat, som alle burde prøve kræfter med!

Ingredienser: 4-6 pers.

  • Ca. 6-7 chocolate chip cookies
  • 1-2 spsk kokosolie/smør
  • 2 dadler, skåret i mindre stykker
  • ½ portion jordbær-banan is
  • Mørk chokolade, 70%
  • Friske bær til pynt (eksempelvis jordbær, hindbær og blåbær)

Sådan gør du

Knus småkagerne let, og kør dem i en blender/foodprocessor med kokosolie/smør og dadler til en cremet masse. Pres dejen ned i en lille, smurt springform (16 cm), og stil den på frys et par minutter, mens du laver isen.

Når jordbær-bananisen er klar, fylder du den i formen, oven på bunden og stiller hele herligheden tilbage i fryseren igen et par timer.

Når den er klar til servering pyntes den med chokolade og dine yndlingsbær.

Sommerkagen

Denne kage er super nem og ganske hurtig at lave. Den kræver ikke de store ingredienser – så har man ikke så meget tid, men vil man gerne have kage, så er denne klart at anbefale. Det vigtigste for mig er blot, at der indgår jordbær – for når de er med på ingredienslisten, må man godt kalde det en sommerkage.

Ingredienser:

  • 6 æggehvider
  • 200 g hvedemel
  • 100 g sukker
  • 20 g smør
  • Fløde
  • Hindbær
  • Jordbær

Sådan gør du

1. Pisk æggehviderne stive, tilsæt herefter sukker, hvedemel og smør. Kom dejen op i en spring form og bag i ca 30 min, ved 200 grader. Lad kagen køle af.

2. Pisk herefter flødeskum, og bland hindbær i.

3. Pynt med jordbær.

Voila! Så står du med en nem, hurtig og lækker kage.

Vil du gerne se flere opskrifter på sommerlige kager? Så kan du læse dig til meget mere inspiration her.