Hvordan laver du god kaffe på en kaffemaskine? Ja, det virker jo ikke ligefrem som raketvidenskab. Men faktisk er der mere end som så i den gode kaffe. De fleste af os, der er vokset op til lyden af en bryggende kaffemaskine, bruger den selv i dag og måske også på arbejdspladsen. Danmark er en af verdens mest kaffedrikkende nationer, men vores tilgang til kaffebrygning er i høj grad præget af tradition. De færreste af os har for alvor sat os ned og brugt tid på at finde ud af, hvordan den rigtig gode kaffe laves på kaffemaskinen.

For hvad er hemmeligheden? Er det gode kaffefiltre? Er det kaffemaskinen? Bønnerne? Eller noget helt tredje? Tilgangen til kaffebrygning på en maskine er meget forskellig fra person til person. Nogle bruger kaffemål med top, mens andre er mere loose, når det kommer til doseringen. Men hvordan får du den bedste kaffe i din kop?

En hurtig guide

At lave en god kop kaffe på en kaffemaskine er ikke raketvidenskab, og med en god rutine kommer du tættere på den perfekte kop kaffe. Prøv denne hurtige guide, næste gang du skal lave kaffen:

  • Brug 7-9 gram nyristet kaffe per kop (1,5 dl) (målene på kaffemaskinen svarer cirka til en kop).
  • Kaffens smag topper cirka 1 til 3 uger efter ristedatoen, så sørg for at se godt efter, når du køber dine bønner – og husk at opbevare dem helt lufttæt!
  • Køb efter profil: Er du mest til lys, mellem eller mørkristede kaffebønner? Lys og mellem er god til dig, der foretrækker kaffen sort, mens mellem- og mørkristede bønner er gode til dig, der gerne vil have mælk i kaffen.
  • For det bedste resultat bør du kværne dine kaffebønner selv. Det sikrer friskhed, aroma og smag.
  • Lad ikke kaffen stå i maskinen, når den er færdigbrygget. Det bliver den nemlig hurtigt bitter af.

Den store faldgrube: Doseringen

Den største faldgrube er som regel doseringen, og det er her, mange er i tvivl om mål. Her er det derfor en klar fordel at bruge en vægt til at afmåle kaffen fremfor at bruge måleskeer. Det anbefales her, at du bruger mellem 7 til 9 gram kaffe per kop for at få det bedste resultat. Men prøv dig frem – smag er individuel.

Har du ikke en vægt, kan du bruge denne tommelfingerregel:

  • 7 gram kaffe = en strøget måleske (eller en stor spiseske)
  • 1 kop på maskinens vandtank svarer til 1,5 dl

Kaffens ristedato

Det er altid vigtigt at huske på, at kaffe aldrig bliver bedre end de bønner, den brygges på. Ligesom med mange andre ting i livet er der som regel en sammenhæng mellem kvaliteten af de råvarer, du bruger, og det færdige resultat.

Smagen topper omkring 1 til 3 uger efter ristedatoen, og herefter begynder bønnerne stille og roligt at tabe smagsnuancer og aroma. Det gør altså ristedatoen til en af de afgørende faktorer, når du skal sikre den gode kop kaffe.

Lys, mellem eller mørk?

Om du er til lys-, mellem- eller mørkristet kaffe, er som udgangspunkt en smagssag. Som udgangspunkt anses det dog som det bedste til en kaffemaskine at bruge lyse- og mellemristede bønner. Mørkristet kaffe kan også sagtens bruges, men det giver kaffen en mere kraftig smag.

Papirfiltre – gør det noget?

Tro det eller ej, men også kaffefiltrene har en afgørende betydning. Mange af de billige kaffefiltre efterlader nemlig en bismag i kaffen. Så tænk dig om, næste gang du køber kaffefiltre, og vælg dem, der er af en ordentlig og fornuftig kvalitet.

Lad ikke kaffen stå for længe

Hvis kaffen får lov til at stå på kaffemaskinens varmeplade, bliver den lynhurtigt bitter. På langt de fleste kaffemaskiner vil varmepladen dog automatisk slukke. Hvis du gerne vil holde kaffen varm, anbefales det, at du hælder den over i en termokande, så snart den er færdig.

Vandets kvalitet

Når du skal brygge kaffe, skal du bruge vand – og her må du ikke undervurdere kvaliteten af det vand, der bruges. Er vandet meget kalkholdigt, vil det forhindre kaffens smag i at udfolde sig. Bor du derfor i et område, hvor vandet er meget kalkholdigt – og du har ambitioner om at brygge den perfekte kop kaffe – kan du vælge at filtrere vandet.

Husk at gøre maskinen ren jævnligt

Kaffe optager hurtigt andre smagsstoffer, hvilket kan sætte sig som en tarvelig bismag. Derfor bør du altid sørge for at holde kaffemaskinen ren, så du kan få den rene smag af kaffen.