Vi kan sikkert alle blive enige om, at kød smager bedst på en grill. Desværre bliver grillen i mange hjem kun taget i brug om sommeren. Og det er synd – for selv et par hakkebøffer bliver altså bare mere saftige og sprøde af at blive tilberedt på en grill. Vil du gerne blive bedre til at bruge din grill? Så læs med her, hvor vi kommer med en række gode råd til, hvordan du får mere gang i grillen derhjemme.

Gør det nemt at grille

Med en praktisk grillmåtte slipper du for at gøre din grillrist ren. Du placerer grillmåtten på din grill, smækker kødet derpå, og når du er færdig med at grille, tørrer du blot grillmåtten over med en fugtig klud. Så er den klar til brug igen.

Placeringen af din grill kan også meget nemt være afgørende for, hvor meget du får tændt op i den. Det er sikkert de færreste mænd – og kvinder – som har lyst til at stå ude i regnvejr for at grille. Stil eventuelt din grill under udhænget på dit hus, hvis du er heldig at have sådan et, og ellers kan du bede din handyman derhjemme om at bygge et til grillen. Så er der ingen undskyldninger for ikke at ville tænde op i grillen – heller ikke selvom det står ned i stænger.

Invester i en gasgrill

Det er brandhyggeligt at grille ved en kulgrill – især hvis du har god tid. Men det er også en langsommelig proces at få gang i den. Vil du gerne vænne dig til at bruge din grill noget mere i hverdagen, gør du derfor dig selv en stor tjeneste ved at anskaffe dig en gasgrill. Det går lynhurtigt med at tænde den, og du kan komme i gang med at tilberede dine bøffer med det samme. Tiden i hverdagene er knap for de fleste – og så duer det altså bare ikke at skulle vente i 40 minutter på, at kuglegrillen er varm nok til, at du kan smække maden på.  

Tag på grillkursus

Grill er meget mere end perfekte møre bøffer. Du kan faktisk bruge den til alt det, som du kan tilberede i din ovn. Du kan bage brød og kager på grillen, du kan tilberede lækre grøntsager, og du kan tilmed lave lækre, lune desserter.

Hvis du gerne vil have inspiration til lækre retter, som du kan lave på grillen, og lære din grill og de mange grilltekniker bedre at kende, er et grillkursus ideelt for dig. Weber afholder kurser over hele landet, og lyder det som noget for dig, så tjek ud, hvor der er et arrangement i nærheden af dig.