Brødbagning er for mange en frustrerende oplevelse. Tit har man måske stået der, foran ovnen, og grædt stille og bittert over, hvad der ifølge kogebogen skulle have været et karamelbrunt brød med en krumme med smukke ureelle lufthuller. Selvom man har gjort alt for at nå til netop det resultat, er man alligevel endt op med en særdeles bleg katastrofe, hvor skorpen enten er for tynd eller hård og krummen ret så bastant. Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående situation, bør du læse videre med på indlægget, hvor du får opskriften på verdens bedste brød, som samtidig er verdens nemmeste brød!

Verdens bedste brød

Dette brød siges faktisk at kunne bages af en fireårig, da det er fantastisk simpelt at bage. Det skal nemlig ikke æltes, og kræver kun ganske lidt håndtering, hvilket tager under 10 minutter. Alt det der kræves er en koldhævet dej, der skal hæve i mindst 12 timer – dette udvikler brødets gluten og smag. Dernæst til noget helt nyt, som man absolut ikke plejer at gøre. Brødet skal nemlig bages i ovnen i en forvarmet, 250 grader varm støbejernsgryde med låg – den lukkede, brandvarme gryde virker nemlig som en professionel dampovn!

Verdens bedste brød – opskrift

Naturligvis skal du ikke snydes for opskriften til dette brød, som giver en helt fantastisk krumme. Så den får du lige her!

Ingredienser:

  • 625 g mel
  • 5 dl vand
  • 2 tsk salt
  • En klump gær på størrelse med en ært

Sådan gør du

  1. Rør gær og vand sammen. Tilsæt salt, honning og mel og rør rundt med en grydeske. Dejen kan tilsættes pinjekerner, græskarkerner, revne gulerødder, rosiner eller krydderier efter ønske. Dejen skal være meget lind og våd.
  2. Sæt dejen til hævning ved stuetemperatur natten over (minimum i 12 timer).
  3. Vend herefter dejen 3-4 gange med en grydeske og sæt den til hævning igen et par timer i skålen.
  4. Sæt støbejernsgryden på en rist i ovnen og tænd på 250° C. Når ovnen (og gryden) er varm, drysses solsikkekernerne i bunden af gryden. Så slipper brødet let gryden. Du kan også vælge at bruge havregryn eller andre kerner i stedet for.
  5. Hæld den linde dej direkte fra skålen og ned i den varme gryde. Bag først brødet i ovnen i 30 min. med låget på, derefter fjernes låget, og brødet bager videre i 15 min. uden låg.
  6. Lad brødet hvile i mindst 30 min. før det skæres ud.

Mere kræves ikke for at lave verdens bedste brød!