En god og velbalanceret gulerodsbolle er ikke til at gå helt fejl af. Er de lavet helt rigtigt: med god tid og kærlighed, så er de absolut en klar snackfavorit eller favoritten til kaffen hos bedstemor. Endnu bedre er en gulerodsbolle, hvis de er spækket med grovmel, da det sammen med fibrene fra gulerødderne, proteinen fra kærnemælken og æggene mætter rigtig godt. Dog har bollerne som eneste minus et højt fedtindhold pga. smør og solsikkekerner. MEN, sådan er det, hvis man gerne vil have en rigtig lækker og velsmagende gulerodsbolle. For der er intet værre end at få serveret en tung, tør og neutral gulerodsbolle. Så godt med fedt! Desuden vil jeg også råde dig til at bage gulerodsboller selv, da det både er billigere og smager meget bedre end bagerens – forskellen er nemlig, at du har bagt dem selv. Det plejer at være det bedste udgangspunkt for et måltid eller snack.

Lækre gulerodsboller

Ingredienser: 12-16 stk

  • 20 g gær
  • 4 dl kærnemælk
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 tsk salt
  • 3 groftrevne gulerødder (mellemstore)
  • 2 æg
  • 0,5 dl solsikkekerner
  • 1,5 dl groft mel
  • Hvedemel
  • 60 g blødt smør

Sådan gør du

  • Opløs gæren i kærnemælken. Tilsæt salt, sukker, æg, gulerødder og solsikkekerner – rør godt.
  • Kom det grove mel i, sammen med lidt hvedemel. Rør det godt sammen og tilsæt mere hvedemel indtil dejen er klistret, men kan æltes. Ælt det bløde smør ind i dejen. Det kan virke umuligt, men giv det lidt tid og æltning. Tilsæt mere hvedemel om nødvendigt. Dejen skal være klistret, men sammenhængende.
  • Kom dejen tilbage i skålen, drys med lidt hvedemel og dæk skålen til.
    Lad bollerne hæve 2 timer.
  • Hæld dejen forsigtigt ud på bordet og del den groft med en kniv eller dejskraber. Bollerne skal være rustikke.
  • Kom bollerne på en bageplade med papir. Dæk dem til og efterhæv 30 minutter.
  • Pensl bollerne med vand og bag dem ca. 15 minutter ved 225 grader
  • Afkøl dem på en rist, så du undgår fugt under bollerne.