Nu hvor det er ved at blive sommer og der derfor indbydes til mange sommerfester og lignende, så er det ikke altid rart at være allergiker. Derfor er denne opskrift, som både er til gluten- og mælkeallergikere, brillant til sommerens mange indbydelser. Og så smager den endda vildt godt! Det er forresten en ganske fedtfattig kage ud over at den er allergivenlig og du kan læse mange flere gode slanke og allergiråd inde på den her side. 

Glutenfri brownie-lagkage

Ingredienser til 2 lagkagebunde:

  • 200 g 70% chokolade – hakket
  • 120 gram Fri Margarine (eller smør for dem, der tåler det)
  • 4 æggeblommer
  • 4 æggehvider
  • 200 g sukker

 Til mellem bundene og øverst på kagen:

  • 1-2 bakker jordbær

”Chokoladeganache”:

  • 100 g 70% chokolade
  • 30 g fri margarine (eller smør for dem, der tåler det)

Brændte nødder til toppen af kagen:

  • 50 g. hasselnødder eller mandler
  • 50 g. sukker
  • 1 dl vand

Smørcreme til kagens kanter:

  • 200 g. flormelis
  • 75 g. fri margarine
  • 25 g. kakao
  • 2 spsk soyafløde eller ris/soyamælk

 Sådan gør du

  • Smelt smørret og chokoladen over vandbad, kom æggeblommerne i. Hold massen over vandbadet indtil det begynder at blive lidt tykkere. Tag det af varmen. Pisk æggehviderne stive sammen med sukkeret. Vend det forsigtigt i chokolademassen.
  • Hæld dejen i to springforme (eller hvad man nu har til rådighed). Bag ved 180 grader i ca. 20 minutter. Lad dem køle af et kvarters tid, inden de bruges.
  • Smelt smørret og chokoladen over vandbadet indtil massen er homogen. Lad den køle af i 5 min, inden halvdelen smøres på den nederste lagkagebund. Resten gemmes til den øverste bund.
  • Når både bunde og ganachen har kølet lidt af, smøres halvdelen af ganachen på den nederste bund, hvorpå tyndskårne jordbærskiver lægges på. Den anden bund lægges på, og her skal resten af ganachen smøres på.
  • Kom nødder, sukker og vand i en pande og varm op ved middelvarme og under omrøring – sukkeret bliver nu hvidt og tørt. Fortsæt med at varme nødderne under omrøring til sukkeret er brunt og flydende og nødderne blanke. Skru evt. ned til jævn varme. Spred nødderne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Når de er afkølede hakkes de fint og lægges på chokoladeganachen på den øverste bund.
  • Herefter pyntes der med jordbær efter eget valg.
  • Til at dække de evt. grimme kanter der kan opstå, da bunden er mere porøs end en glutenholdig lagkagebund, laves der en smørcreme (eller evt flødeskum) til at dække dette, så den ser fin og dejlig ud: Fri margarine, flormelis, soyafløde/mælk og kakao piskes sammen indtil massen virker luftig og let. Den smøres herefter nænsomt op på kagesiderne.