Kalkholdigt vand synes at være djævlens værk, når det kommer til madlavning og kaffebrygning. Det kan sætte en ærgerlig bismag i alt fra din madlavning til din kaffe. Hvis du gerne vil gøre dit for at komme kalken til livs, kan du her få nogle tips og tricks til, hvordan du undgår kalk i vandet.

Hvad er kalk?

Alt efter hvor du bor i Danmark, er det meget forskelligt, hvor meget kalk, der findes i vandet. Nogle steder er indholdet af kalk i vandet så højt, at rørene tager skade og vandhanen stopper, så man må ty til logovand.

Kalk findes helt naturligt i vores drikkevand, fordi det hives op fra undergrunden, som dels består af kalk. Undergrunden varierer, og derfor er der i nogle områder mere kalk end andre. I Danmark har Amager og Langeland eksempelvis mere kalk i undergrunden end resten af Danmark.

Områder med meget kalk har det, man kalder hårdt vand, hvorimod områder med mindre kalk har det, der kaldes for blødt vand.

I hjemmet er der kalk alle steder, hvor der er vand. Du kender det garanteret fra din egen elkedel, hvor kalken sætter sig som hvide aflejringer og flager, der kan være svære at komme af med.

Fjern kalk i køkkenet

Du kan heldigvis selv gøre en del for løbende at holde de ærgerlige aflejringer nede. Det vil mindske den bismag, som kalk ellers kan sætte i mad og kaffe.

Elkedel

Det bedste råd er at tømme elkedlen efter brug, så vandet ikke får lov til at lave sine aflejringer. Du kan dog ikke helt undgå, at der sætter sig kalkflager på indersiden, hvorfor det kan være en god idé at gøre lidt ekstra, når det er ved at være slemt.

Du kan hælde eddike i din kedel, koge det op og derefter koge efter et par gange med vand, hvilket nemt og effektivt fjerner kalk. Du kan også bruge en blanding af eddike og citronsyre, som du koger op og lader stå et stykke tid. Herefter kan du koge efter med rent vand for at fjerne alle rester af eddike og kalk.

Gryder

Hvis du koger mad uden låg, når du eksempelvis laver ris, pasta eller æg, vil du hurtigt opleve, at kalken sætter sig som hvide ringe rundt i kanten. For at fjerne disse kan du anvende fortyndet husholdningseddike eller citronsyre på samme måde, som det er beskrevet ovenfor med elkedlen. Du kan også gnide en halv citron på det tørre, kalkbelastede område.

Kaffemaskiner

Hvis kaffemaskinen er begyndt at lave nye, underlige lyde, den er blevet langsom, eller hvis du kan smage det i kaffen, så er det nok tid til en afkalkning. Her kan du på samme måde køre maskinen med fortyndet husholdningseddike eller citronsyre, hvilket effektivt fjerner kalken i alle dele af maskinen. Kør efterfølgende en omgang med rent vand, så den er klar til at brygge igen.

Vandhanen

Har du problemer ved kalkaflejringer, der nedsætter funktionen af din vandhane, kan du heldigvis nemt selv gøre noget ved det, uden du behøver at skifte hele armaturet. Væd et par vatrondeller i husholdningseddike og læg dem rundt om blandingsbatteriet. Det fjerner både kalk og snavs, og vatrondeller er særligt gode til det, fordi de former sig og ligger fast.

Lad vatrondellerne sidde i 15 minutter, og tør herefter grundigt med at viskestykke. Filteret i tuden af hanen skrues af og lægges i eddike i cirka en halv time.

Et privat vandrensningsanlæg kan fri dig helt for kalk

Det lyder måske lidt voldsomt, men et vandrensningsanlæg i hjemmet er faktisk en meget lille anordning, som ofte kan installeres i et af køkkenskabene. Ved at investere i sådan et kan du sørge for, at vandkvaliteten altid er helt i top – og du undgår kalkaflejringer, tilstoppede vandhaner og kalk i kaffemaskinen.

Der findes flere forskellige rensningsanlæg. Men det, der anbefales i kampen mod kalk, er det, der hedder et blødgøringsanlæg, fordi det netop kan blødgøre hårdt vand. På den måde kan du nyde kaffens fulde aroma, tage lækre bade uden at opleve aflejringer og undgå kalk-flager, der flyder rundt i kaffen.