selvom hjemmelavet is som oftest hører sommeren til, så kan du altså sagtens forkæle dig selv og dine gæster med lækker hjemmelavet is til nytårets dessert.  Hjemmelavet is kan laves fra bunden, og du kan finde opskrifter, der ikke kræver en ismaskine for at lave den rigtige konsistens (hvilket er rart for os, som ikke ejer sådan en). Snyd er også tilladt, så en færdiglavet is kan sagtens købes med hjem og suppleres med yndlingssmag, så den får karakter og smag som en hjemmelavet is. Meeen, jeg synes nu alligevel, at du selv skal prøve dig frem med is lavet helt fra bunden. Det giver dig selv og dine gæster en meget bedre oplevelse af maden – i hvert fald vil du få stor credit for det.

Husk endelig frosne bær

Et rigtig godt tip til den hjemmelavede is er frosne bær. Eller bare bær i det hele taget. Det giver en ekstra friskhed og ikke mindst en god struktur i isen. Desuden kan du også vælge at lave en lækker kompot eller sirup af de bær, du ønsker til din is. Det er blot at tilsætte dem til isen – og så smager den himmelsk. HUSK, at koge bærrene inden, hvis du vælger at putte dem direkte i isen.

Opskrift på hjemmelavet is med bær

Ingredienser:
½ l yoghurt naturel
4 spsk flydende honning
6 spsk flormelis
½ stang vanilje
8 mynteblade (hvis du kan lide det)
500 g frosne røde bær, fx hindbær eller jordbær
100 g blåbær

Fremgangsmåde:

Hæld yoghurt, honning, flormelis, kornene fra ½ stang vanilje og mynte i en foodprocessor, og blend til det er en homogen masse. Giv de frosne bær et opkog, og lad dem køle af, inden du blender dem sammen med resten. Sæt din blendede masse i fryseren nogle timer eller til næste dag – så har du en fantastisk frisk og cremet is at servere for dine nytårsgæster. Fordel de friske blåbær i bunden af de kolde glas, derefter isen.

Har du lyst til andre opskrifter på hjemmelavet is, kan du med fordelen lægge et smut forbi her.

Godt nytår og velbekomme!